Nicolai Vallys var nærmest mundlam, da han skulle sætte ord på de scener, der udspillede sig efter opgøret i Herning, hvor Brøndbysfansene inklusiv Alpha hyldede målscoreren.
Nicolai Vallys har haft minuspoint på kontoen, siden han for et år siden skiftede til Brøndby i en rekordstor transfer fra Silkeborg IF.
Grunden skal man mange år tilbage for at finde.
Nicolai Vallys har nemlig tidligere erklæret sin kærlighed til Brøndbys ærkerivaler i hvidt, og derfor valgte dele af Brøndbyfansene at slå hånden af ham.
Alpha annoncerede blandt andet i et statement, at de ikke ønskede at være initiativtagere for en spillersang til nyindkøbet:
– For os i Alpha er det naturligt, at disse spillere ikke fra start kan forvente samme accept som andre, hvorfor vi – ligesom med tidligere tilfælde – har valgt ikke at være initiativtagere for en spillersang til Nicolai Vallys, skrev de blandt andet.
Læs også: Vallys efter hadefulde beskeder: ‘Man kom lidt i tvivl om det hele’
Det var dog meget mere alvorligt end blot manglende spillersange, for Nicolai Vallys var nemlig offer for adskillige hadebeskeder, hvilket fik fodbolddirektør Carsten V. Jensen til at tale med store bogstaver i en pressemeddelse:
– Vi kan se, at langt de fleste tilkendegivelser fra klubbens fans er meget positive, men der har desværre også været en række kommentarer og beskeder, som er uacceptable og går langt over grænsen. Det er simpelthen udover min fatteevne, at man kan få sig selv til at sende så grænseoverskridende og decideret hadske beskeder til en ny spiller i vores klub og samtidig tro, at man kan kalde sig selv for Brøndby-fan.
Efterfølgende tog Alpha afstand fra disse hadebeskeder og trak en streg i sandet efter et spillermøde med Nicolai Vallys.
Den hårde start i Brøndby var langt fra nem for offensivspilleren, der dog nægtede at kaste håndklædet i ringen, og han lod i stedet fødderne tale.
En flot første sæson er blevet fulgt op af en eminent start på den nye sæson, hvor han nu står noteret for fem mål i fem kampe, efter han søndag sikrede en 1-0-sejr over FC Midtjylland.
Læs også: Vallys om utilfredse fans: Jeg ville vise dem, at jeg vil gøre alt for klubben
Efter opgøret på MCH Arena udspillede der sig noget så smuk, som en Nicolai Vallys, der blev hyldet af et fyldt udebaneafsnit – inklusiv stemningskaberne fra Alpha.
Samtlige Brøndby-spillere stod i en klynge foran Brøndby-fansene, da Nicolai Vallys’ navn blev råbt op til en velfortjent hyldest og et klar signal om, at han har fået en plads i de fleste Brøndbyfans hjerter.
Den 26-årige offensivspiller blev forholdt dette, da han blev interviewet af Viaplay, og han havde meget svært ved at skjule sin begejstring.
– I dag var det ekstra specielt. Jeg har jo været lidt i modvind fra start af, men i dag var det alle fans, der sang mit navn, og jeg blev sgu rørt og stolt. Det var rigtig dejligt, siger han og tilføjer:
– Det var en oplevelse, som jeg blev rørt af, så det var stort for mig. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige.
Nicolai Vallys noterede sig for seks mål og seks assists i sidste sæson, mens han i denne sæson har fem mål i fem kampe, og med sejren over FC Midtjylland er Brøndby kravlet på 3. pladsen.
Læs også: ‘Kasper’ Vallys om capo-stand in: Det skal han ikke høre noget dårligt om!