Flere år før Matt O’Riley blev landsholdsaktuel, var han tæt på et skifte til Brøndby. Faktisk så tæt på, at han var rejst til Brøndby for at overvære en kamp mod FC København.
Matt O’Riley er kommet på alles læber i Danmark, efter den 22-årige midtbanespiller har valgt at repræsentere det danske landshold, selvom han er født i England og har boet hele sit liv i Storbritannien.
Den unge midtbanespiller, hvis mor er dansk, har spillet væk fra Danmarks grænser i hele sin karriere, hvor han har spillet for Fulham, MK Dons og nu Celtic, som han skiftede til i januar 2022.
Læs også: Wass og Vallys vil tilbage på det danske landshold
Den nyslåede danske landsholdsspiller kunne dog have haft en spændende Superliga-karriere, for i et nyligt interview med bold.dk løfter han sløret for, at han i 2019 var tæt på Brøndby.
Tiden skrues tilbage til oktober 2019 – få måneder efter, at Carsten V. Jensen havde sat sig i stolen som fodbolddirektør på Vestegnen.
– Jeg var faktisk tæt på at skifte til Brøndby for lang tid siden, da jeg var i Fulham, siger han og afslører, at de var så langt i processen, at han faktisk var rejst til Danmark for at overvære en kamp mod rivalerne fra FC København.
Læs også: Brøndby trækker på smilebåndet over FCK-stunt
Det var den 6. oktober 2019. Brøndby vandt 3-1, og Matt O’Riley var meget imponeret over kulissen i Brøndby, og han ærgrer sig over, at det ikke lykkedes ham at foretage skiftet.
– Jeg synes, at det var nogle megafede fans, og at det var helt vildt. På det tidspunkt i min karriere tænkte jeg, at jeg godt kunne spille der, men det kom jeg ikke til, og det var ærgerligt.
Matt O’Riley siger videre i interviewet, at han den dag i dag ikke ved, hvorfor han aldrig kom afsted fra Fulham, der ellers ikke kiggede hans vej.
Han endte med at forlade Fulham i sommeren 2020 på en fri transfer, og der skulle gå et halvt år, før MK Dons samlede ham op og tilbød den dengang 20-årige midtbanemand en aftale.
Udviklingen i MK Dons var så eksplosiv, at Celtic besluttede at købe ham for cirka 12 millioner kroner, og i dag er han en stor profil for den skotske storklub, der har kontrakt med ham frem til sommeren 2027.
Læs også: Kvistgaarden afslører: Celtic var på banen – Det er en interessant klub